Prisen uddelt i 2010
Foto: Hans Ole Madsen
Ole Palsby i køkkenet i hans eget designede hus i Ålsgårde. Et gesamtkunstwerk med tegnestue, keramikværksted og privatbolig.
Arbejdsområde
“Mit arbejde er for øje og hånd. Det må ses som en kunnen, der inddrager alle sanserne foruden brugshensynet og økonomien. Smid intellektet bort. Det er den ubevidste visdom, som er i dine hænder. Det er øjnenes visdom, som skaber skønheden. Det er din næses visdom, som fortæller, hvad der forventes, og det er tungens visdom, som gør det muligt at opleve vidunderlige smagsnuancer. Det er dine ørers visdom, som muliggør smagen af lyd, dér hvor du bider i et knasende friskt grønt æble som Adam og Eva, der blev bortvist fra Paradis, fordi de gjorde det eneste rigtige, at søge viden. Mit ideal er højde, bredde og dybde, dimension i alle livets forhold, vejen til at kunne opleve skønhed.”
(Citat af Ole Palsby)
Betydningen af prisen
For Ole Palsby var modtagelsen af prisen en bekræftelse på et langt samarbejde og venskab med Ejvind Kold Christensen. I et kronikudkast fra omkring tidspunktet for modtagelsen af prisen skriver Ole Palsby: ”Hvem var denne Ejvind Kold Christensen? Han var synonym med kvalitet.
Det gjaldt alt – fra hans valg af de kunstnere han ønskede at samarbejde med til klædedragt, mad, drikke og bolig. Han bliver formidler mellem fabrikker, som har produktionsapparat, men ikke idéer, og kunstneren som har idéerne, men ikke har adgang til produktionsapparatet. Han selv bliver til salgsapparatet.”